Sikkerhedsstillelse for virksomheders afregning

TimeTax

Sikkerhedsstillelse for virksomheders afregning af skatter og afgifter

Lovbestemmelser:

Lovregler m.v. vedrørende registrering af virksomheder fremgår af følgende bestemmelser:

Kildeskattelovens §§ 40 -67, § 85 og § 88.
Konkursskattelovens §§ 15-16 og § 39
ATP-loven
Opkrævningsloven
Lov om indkomstregister
Ligningsvejledningen - Indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag; 2009-2

Reglerne om sikkerhedsstillelse ved virksomhedsregistrering fremgår af særskilte bestemmelser i opkrævningsloven.

Hvornår kan SKAT kræve sikkerhedsstillelse?

Reglerne for hvornår SKAT kan kræve sikkerhedsstillelse fremgår af opkrævningslovens § 11.

SKAT kan kræve sikkerhedsstillelse såvel hos igangværende virksomheder som nyregistrerede virksomheder.

Der skal dog kun stilles sikkerhed, når det efter et konkret skøn vurderes, at virksomhedens drift indebærer en nærliggende risiko for tab for staten.
Når en virksomhed pålægges at stille sikkerhed, kan virksomheden ikke registreres, før dette pålæg er opfyldt og hvis en allerede registreret virksomhed ikke opfylder kravet har SKAT hjemmel til at afmelde virksomheden.


Allerede registreret virksomhed:

Hvis virksomheden 4 gange inden for de seneste 12 afregningsperioder ikke rettidigt har indbetalt skatter og afgifter m.v.
Man skal være opmærksom på, at for enkeltmandsvirksomheder, omfatter den rettidige betaling også personskatter og bidrag, der vedrører virksomhedens drift

og

virksomheden er i restance med skatter og afgifter, for hvilke den er registreret, herunder evt. selskabsskat. Det samme gælder restancer for personskatter og bidrag for en selvstændig erhvervsdrivende, når skatter og bidrag er knyttet til virksomhedens drift.

Sikkerhedsstillelse kan pålægges hvis disse restancer overstiger kr. 25.000 og virksomheden ikke betaler restancen senest den 10. hverdag fra virksomheden har modtaget rykkerskrivelsen. Det skal af rykkerskrivelsen fremgå, at hvis ikke betaling sker som anført så pålægges virksomheden at stille sikkerhed

Sikkerhedsstillelse kan endvidere pålægges hvis virksomheden ikke rettidigt indsender selvangivelse.

SKAT her herudover mulighed for at pålægge sikkerhedsstillelse, hvis virksomhedens kapitalgrundlag, herunder anpartskapitalen, er opbrugt. Det skyldes at hvis virksomhedens kapitalgrundlag er opbrugt, så vil der være en forøget risiko for at SKAT får et tab.

Hvis de oplysninger og forhold, der har været lagt til grund i forbindelse med at en virksomhed er registreret uden at der er krævet sikkerhedsstillelse, efterfølgende viser sig at være forkerte, så har SKAT mulighed for at anvende reglerne om sikkerhedsstillelse. 

Der skal dog kun stilles sikkerhed, når det efter et konkret skøn vurderes, at virksomhedens drift indebærer en nærliggende risiko for tab for staten.

Ny virksomhed:

Når en virksomhed anmeldes til registrering, så vurderer SKAT om virksomheden skal pålægges at stille sikkerhed.

Der kan dog kun stilles krav om sikkerhed, hvis den der ejer og reelt driver virksomheden, inden for de seneste 5 år har drevet en anden virksomhed og denne virksomhed er gået konkurs og har ført til at SKAT er blevet påført et tab på mere end 50.000 kr.

Når en ny virksomhed pålægges at stille sikkerhed, kan virksomheden ikke registreres, før dette pålæg er opfyldt.

Hvor stor en sikkerhedsstillelse kan der kræves?

Sikkerhed skal stilles for et beløb, der svarer til virksomhedens restancer med skatter eller afgifter m.v., + det forventede gennemsnitlige tilsvar i en 3-måneders-periode.
For enkeltmandsvirksomheder gælder dette tillige indehaverens personskatter og bidrag, der vedrører virksomhedens drift.
Det gennemsnitlige tilsvar beregnes for igangværende virksomheder på baggrund af det senest afleverede årsregnskab.
Sikkerhedsstillelsen for selskabsskatter beregnes med udgangspunkt i beregnet acontoskat for indeværende regnskabsår reduceret med eventuelle acontobetalinger. Sikkerhedsstillelsen for personskatter og bidrag beregnes ud fra skattebilletten.

Sikkerhed skal stilles senest 8 dage efter, at virksomheden har modtaget meddelelse herom, idet fristen dog i særlige tilfælde kan forlænges efter anmodning herom.

Hvordan skal pålæg om sikkerhedsstillelse meddeles til virksomheden? - De formelle regler

Pålæg om sikkerhedsstillelse meddeles virksomheden ved rekommanderet brev.

Allerede registreret virksomhed:

Meddelelse om pålæg om sikkerhedsstillelse skal indeholde oplysning om, at undladelse af at stille den krævede sikkerhed indebærer, at virksomhedens registrering vil blive inddraget, og at en fortsættelse af virksomheden efter en inddragelse vil være strafbar samt at ledelsen vil hæfte for virksomhedens skatter og afgifter m.v.

Stilles sikkerheden ikke rettidigt, inddrages virksomhedens registrering.

SKATS meddelelse om, at registreringen er inddraget skal tilsendes virksomheden ved rekommanderet brev, der tillige skal oplyse, at en fortsættelse af virksomheden efter registreringsinddragelsen eller registreringsnægtelsen vil være strafbar efter § 17, stk. 3, og at ledelsen ved en fortsættelse af virksomheden hæfter for skatter og afgifter m.v., jf. stk. 11.

Ledelsen i en virksomhed, der forsætligt eller groft uagtsomt indleder driften af virksomheden, selv om registreringen er nægtet, hæfter for de af loven omfattede skatter og afgifter m.v., der opstår som følge af den uregistrerede virksomhed.

Hæftelsen er personlig, ubegrænset og solidarisk.

Ny virksomhed:

Pålæg om sikkerhedsstillelse skal meddeles virksomheden, senest 14 hverdage efter at virksomheden anmeldes til registrering.
Meddelelse om pålæg om sikkerhedsstillelse skal indeholde oplysning om, at undladelse af at stille den krævede sikkerhed indebærer, at virksomheden ikke kan registreres, og at en fortsættelse af virksomheden vil være strafbar, samt at ledelsen vil hæfte for virksomhedens skatter og afgifter m.v.

Stilles sikkerheden ikke rettidigt, nægtes virksomheden registrering.

SKATS meddelelse om, at registreringen er nægtet, skal tilsendes virksomheden ved rekommanderet brev, der tillige skal oplyse, at en fortsættelse af virksomheden efter at registrering er nægtet vil være strafbar efter § 17, stk. 3, og at ledelsen ved en fortsættelse af virksomheden hæfter for skatter og afgifter m.v., jf. stk. 11.

Ledelsen i en virksomhed, der forsætligt eller groft uagtsomt indleder driften af virksomheden, selv om registreringen er nægtet, hæfter for de af loven omfattede skatter og afgifter m.v., der opstår som følge af den uregistrerede virksomhed.

Hæftelsen er personlig, ubegrænset og solidarisk.

Hvornår frigives sikkerhedsstillelsen?

Den stillede sikkerhed kan frigives, når tidligere restancer er betalt og virksomheden i de seneste 12 måneder rettidigt har indbetalt skatter og afgifter m.v.

Klageadgang:

Afgørelser om pålæg af sikkerhedsstillelse kan påklages til Landsskatteretten.

V. John Rasmussen
Skatterådgiver
TimeTax A/S

TimeTax giver rådgivning om skat og generelle skattesager