Af skatterådgiver John Rasmussen

I 2011 indførte den daværende regering det såkaldte servicefradrag for at give en kickstart til beskæftigelsen og bekæmpe sort arbejde. Fradraget fortsætter i hele 2012, og du kan således stadig nå at renovere din bolig og trække pengene fra.
Servicefradraget er en støtteordning, der skal sikre, at efterspørgslen på blandt andet håndværkere ikke går helt i stå i dårlige tider. For at være berettiget til fradraget, skal du eje din egen helårsbolig, som du også har adresse på, og derudover skal du sikre dig, at den ydelse, du ønsker udført, også findes på listen over de ydelser, som SKAT har godkendt til fradraget.
Fradraget er bedre kendt som ’håndværkerfradraget’, fordi det i høj grad er håndværksydelser, der gives støtte til, men andre services som for eksempel rengøring og børnepasning kan også give fradrag.
For håndværkere er tommelfingerreglen, at man skal sørge for at bestille arbejdet hos en momsregistreret virksomhed, men hvis arbejdet skal udføres af en privatperson (som tilfældet ofte er med for eksempel rengøring), så kan du sikre dig ved at bede personen om at udfylde en såkaldt serviceerklæring.
Ingen kære mor uden kvittering
Fradraget gives op til 15.000 kroner, og det betyder, at du kan spare omkring 5.000 kroner i skat. Betalingen skal ske via kort, giro eller bankoverførsel, og der gives ikke fradrag for ydelser, der er betalt kontant eller med check. Hvis dit forsikringsselskab betaler for arbejdet, så kan det være muligt at få fradrag for selvrisikoen.
»Det er ikke som sådan svært at få adgang til håndværkerfradraget, men man skal altså huske formalia. Hvis ikke ydelsen er godkendt til fradraget for eksempel, eller hvis man har fået sin faktura væk eller betalt for sent, så er der altså ingen kære mor. Som så meget andet gælder det om at udføre sit forarbejde ordentligt,« siger John Rasmussen, skatterådgiver i TimeTax.
Husk i øvrigt, at hvis du har fået udført fradragsberettiget arbejde i 2011, så skal du indberette det senest den 29. februar 2012, så det kan nå at komme med på årsopgørelsen.
Hvis du ønsker at høre mere om servicefradraget, er du velkommen til at kontakte TimeTax på telefon 7023 2222.