Nytåret kan byde på ubehagelige overraskelser for de virksomheder, der ikke har fået inddrevet deres fordringer. Forældelsesfristen nedsættes nemlig mærkbart fra 1. januar 2011.
Den nye forældelseslov – som træder i kraft den 1. januar 2011 - betyder, at forældelsesfristen nedsættes fra fem til tre år på helt almindelige krav som fx fakturakrav. Er der tale om krav på baggrund af fx gældsbreve, så halveres fristen på 20 år til en ny frist på 10 år. Den nye forældelseslov gør det muligt at anvende ’småsagsprocessen’, som er en billig form for retssag og tiltænkt de situationer, hvor kravet er mindre end 50.000 kr.
Tjek dine krav inden 31. december 2010
Hvis du allerede nu kan se, at dine evt. fordringer vil blive ramt af de nye forældelsesfrister, så gælder det om at få fordringerne inddrevet inden udgangen af 2010. Efter nytår træder de nye frister nemlig i kraft, og herefter vil dine penge være tabt – med mindre du har nået at afbryde forældelsen inden da.
Forestil dig…
… at en kunde har skyldt dig penge siden december 2007. Kravet forældes den 1. januar 2011, selv om det efter de gamle regler først ville forældres efter fem år. Det er altså nu, fakturaen skal inddrives. En faktura fra februar 2008 forældes – efter de nye regler – allerede efter tre år, dvs. i februar 2011.
Forestil dig..
… at et gældsbrev dateret den 31. december 2000 viser, at du har penge til gode. Dette krav vil med de nye regler uden videre bortfalde den 1. januar 2011, hvis du ikke har nået at afbryde forældelsen inden da.
Sådan afbrydes forældelsen
Det er ikke nok blot at skrive til skyldneren og forlange betaling. Forældelsen kan kun afbrydes ved, at skyldneren skriver under på, at han står ved gælden. Vil skyldneren imidlertid ikke stå ved gælden, kan afbrydelsen også opnås ved, at du rejser kravet i byretten.
Sådan er processen for små sager
Siden 2008 har det været muligt at rejse en sag efter reglerne om småsagsproces. Reglerne siger, at processen kan anvendes i sager om krav på max 50.000 kroner.
Fordele ved småsagsprocessen:
- Retten giver dig vejledning og assistance - såfremt du ikke repræsenteres af en advokat.
- Du kan få behandlet din sag og dit krav på en lettere måde med færre omkostninger.
Hos TimeTax og TimeVision kender vi alle de nye frister. Kontakt os for yderligere information.